Hold tungen lige i munden

Hold tungen lige i munden- fru psykolog.
Første erfaringer i gruppeanalytisk proces, med mænd fra Mellemøsten under ledelse af kvindelig terapeut på RCT.
 
For første gang har vi afprøvet gruppeterapi på RCT med arabisk talende mænd. Processen afspejler deres liv i eksil præget af frustrationer med at fungere i det danske samfund såvel som i deres familie med kone og børn.
 Antropolog Lotte Buch har interviewet gruppens medlemmer med henblik på at finde ud af hvad de får ud af at gå i gruppen under et års forløb, interviewerne skal følges op ved afslutning af gruppens forløb.
Nogle interessante spørgsmål er; Hvad får disse 7 mænd til troligt at møde op to timer ugentligt, hvad knytter dem sammen og hvordan bliver tilliden mellem dem skabt. I det følgende vil jeg forsøge at beskrive nogle tendenser som til sidst giver os svarende.
Alle 7 er hårdt tortureret både fysisk og psykisk. De er alle gift og har børn. Aldersmæssigt er de mellem 30 og 45 år. 4 er fra Irak, en fra Syrien, en fra Sudan og en fra Somalia.
Metoden er gruppeanalytisk, hvilket vil sige at gruppeterapeuten med sin viden omkring gruppemekanismer og ved at analysere gruppens dynamik og forsvar, bringer dem frem til en dybere forståelse af deres problemer og i fællesskab finder løsninger på nogen af dem når en arbejdsgruppe er dannet. Metoden bygger på Bions teori om gruppeantagelser som er udviklet ved The Tavistok Institut i England, ud fra indgående studier af grupper sammensat af hjemvendte krigsfanger efter 1. og 2. verdenskrig .

Gruppen begyndte i august 2005 og afsluttes et år efter. Udover gruppesamtaler indøves en kropsbevidsthedsøvelse med afslappende toner som baggrundsmusik.
I starten syntes mændene at det var vanskeligt at ligge på gulvet og koncentrere sig om at spænde af i kroppen. Nogen syntes det var dirrekte ubehageligt og sad i stedet, for derved at føle at de havde mere kontrol over krop og psyke. Efter 3 måneder begyndte de at værdsatte øvelsen, næsten alle lå ned under øvelsen. Efter 6 måneder bad de om kopi af cd og arabisk oversættelse af øvelsen så de kunne praktisere den hjemme.
Gruppen var i startsfasen,  præget af afhængighed af mig som ekspert. De blev frustrerede når jeg ikke svarede direkte på deres spørgsmål men lagde det ud til gruppen. Når jeg inviterede andre eksperter, såsom læger og fysioterapeuter, blev de endnu mere frustrerede fordi de ikke følte sig bedre tilpas ved at vide svarende men indså at de måtte lære at arbejde med problemerne i fællesskab for at komme videre.
Samtlige har problemer derhjemme men først efter 5 måneder blev det muligt at tale om emnet i gruppen. I begyndelsen, da jeg bragte det på banen som en undren over at de aldrig nævnte kone og børn, blev de vrede og ville først høre hvordan jeg som kvinde så på kønsroller og hvor længe jeg selv havde været gift! Nu kan de tale om deres forhold til deres børn, om deres tendens til at spille skuespil og skjule deres smerter og bekymringer. De kan give hinanden råd hvordan de kan fungere bedre som ægtemænd og fædre. Endelig kan de vise frustration og vrede og alligevel gå hjem med et smil og et klap på skulderen. Jeg er ikke længere en trussel, men opfattes som en medspiller; Det på trods af at jeg ind imellem optræder som oraklet i Delphi, med en tvetydighed som lægger optil at de selv kan finde svaret i dem selv og hinanden.
7 mænd er nået halvvejs i et behandlingsforløb som ser ud til at virke efter hensigten, nemlig som et vigtigt skridt i retning af at kunne stole på og have tillid til at det er værd at dele sine glæder og sorger med andre ligesindede mænd, som de har forstået, på en lang række punkter ligner dem selv.